Cykelblog Header Gå til webshop
Gratis fragt til GLS Pakkeshop • Ved køb over 349,- Hurtig levering 365 dages returret Prismatch
4,8 / 5
Avatar
Mads Hjorth
Guides

Den der smører godt, kører godt: En guide til cykelolie

At din cykelkæde er smurt og kører ordentligt er supervigtigt, både for din køreglæde og din ydeevne. En velsmurt kæde er også lig med længere levetid på din kæde og mange andre dele. Men hvilken olie skal jeg smøre min kæde med? Og hvordan smører jeg min cykelkæde? Få svaret her! 

Olie til cykelkæder er en videnskab i sig selv, og der er rigtig mange meninger om, hvilken olie man skal bruge. I denne artikel forsøger vi at give dig den grundlæggende viden om, hvilken olie du skal vælge til din cykel. 

For at holde det simpelt, så findes der tre olietyper: tør olie, våd olie og voksbaseret olie. Alle tre typer kan bruges både til mountainbikes, racercykler og almindelige ”hverdagscykler”. Hvilken du vælger, afhænger i bund og grund af, hvor tit du vil smøre og rengøre din cykel, samt hvordan vejret er.

Fordele og ulemper ved de forskellige olier

En våd olie som Finish Line Cross Country er god, hvis du kører i vådt/fugtigt vejr samt om efteråret/vinteren. Den er modstandsdygtig overfor vand, mudder og sne, og den holder dig ikke kun velkørende, men beskytter også din kæde mod rust. Ulempen er, at den er klæbrig, hvilket betyder, at den samler skidt, støv og snavs sammenlignet med tør cykelolie.

Kører du i tørt vejr eller i et meget støvet terræn, så er det tør olie som Muc-Off Dry Lube, du skal vælge. Tør olie lægger sig som en syntetisk hinde, og dermed tiltrækker den ikke støv og snavs i samme grad som våd olie. Din kæde skal smøres oftere, hvis du bruger tør olie. Samtidig vaskes olien lettere af, hvis du kører i vådt vejr samt i mudder og vand.

Med en allround olie som Morgan Blue Touring/City Olie får du mange af fordelene fra både våd og tør olie. Det vil sige at du reelt set får en olie, der holder okay i vådt vejr, men som samtidig ikke tiltrækker lige så meget snavs og støv som en tyk våd olie.

Går du efter en virkelig top performance, så overvej at benytte en keramisk olie. En keramisk kædeolie som Muc-Off C3 Ceramic Lube er designet til at give en minimal friktion, og dermed slider den også minimalt på kæden. Faktisk kan denne type olie give op til ti gange bedre ydeevne end ved brug af normal kædeolie. Denne type olie fås også som både våd og tør olie. 

Trænger din kæde til at blive smurt? Hvis ja, så finder du alt indenfor cykelolier og kædevoks lige her. 

Kædevoks: den nye dreng i klassen


En kædevoks som Squirt Long Lasting Chain Lube er blevet superpopulært de sidste par år. Voksen sørger for at give dig en helt tør kæde. Det vil altså sige nul skidt og snavs på kæden. Samtidig sørger olien for, at kæden er velkørende og pæn. Bruger du voksolie, skal du være obs på, at det let bliver vasket af i vådt vejr og mudder, og at det kræver at du smører oftere end med almindelig olie.

Fordelen med kædevoks er, at du faktisk kan vaske det af med vand og sæbe modsat de andre olier. Bruger du voksbaseret smøremiddel, så er det vigtigt, at din kæde er gjort helt ren inden, at du smører den med voksbaseret smøremiddel.

Du skal være obs på, at du også skal gøre din kæde ren, selvom den er helt ny, da kæder tit er smurt ind i olie fra producenten. Dette kan let gøres med kæderens som Drivetrain Cleaner fra Muc-off.

Til hverdagscyklen


Er du almindelig dødelig cyklist, og cykler du kortere ture, så er det en god idé at tjekke om der er behov for at smøre din kæde cirka en gang om måneden. Cykler du langt, så tjek et par gange om måneden, især hvis din cykel står ude i fri natur.

Pendler du hver dag i vinterhalvåret, så tjek din kæde minimum hver 14. dag for at se om, der er behov for smøring, specielt hvis der saltes. Brug enten en våd kædeolie eller en allround olie. Begge er ideelle til cyklen, der står ude i alt slags vejr og beskytter også din kæde godt i vintermånederne.

Til dig der kører MTB


Når du kører spor i skoven, så er skidt, vand og mudder et issue for kæden. Så hvilken olie skal du vælge? Ja, det afhænger både af vejret, årstiden og dit temperament. Nogle følger de klassiske råd om våd olie i vådt føre, og tør olie til når det er støvet og tørt.

Der findes også dem der bruger våd olie året rundt. De vægter, at olien beskytter kæden og ikke bliver vasket så let af, så de ikke behøver at smøre hver gang, at de har været ude på sporet. Til gengæld lever de så med, at deres kæde tiltrækker skidt, og at det kan påvirke deres tråd.

Andre sværger til at køre med tør kædeolie eller kædevoks, selvom vejret er dårligt. De smører og vasker hellere deres kæde en ekstra gang, end at bakse med skidt og sand i kæden, da de føler at det går ud over deres ydeevne samt slider på kæden. 

Så er der dem, der kører med en allround olie. De får en olie der ikke bliver vasket af lige så let som tør olie, og heller ikke tiltrækker alt for meget skidt. Vær obs på, at sidder der en stor mængde skidt og støv på kæden kan det i kombination med olien forvandle sig til en form for slibepasta som slider på klingen, kassetten, pulleyhjulene og bagskifteren.

Til dig der kører racercykel


Skinner solen, og er det tørt, så er det klassiske valg klart at gå med en tør olie, når du skal på landevejen. Tør olie smører godt, og holder samtidig kæden pæn og fri for skidt, fordi den tynde olie ikke tiltrækker så meget støv og skidt til kæden. Husk at du skal sørge for at smøre lidt oftere samt, hvis du har været ude i regnvejr. 

Vil du køre med blank kæde og kassette hele året, så er det kædevoks, du skal smøre din kæde med. De seneste år er det blevet et ultrapopulært valg, og det er ikke uden grund. Den ultralave friktion og faktummet, at den ikke tiltrækker skidt, har gjort den til mange rytteres favoritvalg. I gamle dage kogte man rytternes kæder i en voksblandning. Det er der stadig ryttere der gør, men vi synes klart, at det er lettest at bruge en kædevoks som Squirt Long Lasting Chain Lube.

Sådan smører du din kæde


At smøre godt er ikke lig med meget olie på din kæde. Din kæde skal ikke sejle i olie, da det får skidt til at sætte sig på både kæde og i tandhjul, og det slider!

Du kan både få olie som spray eller på flaske med dryptud. Når det kommer til smøring af kæden, så er det en fordel ved at bruge en flaske med dryptud. Tuden gør, at det er let at dosere en dråbe ned i hvert enkelt led. 

Smør kæden og afslut med en aftørring efter omkring ti minutter. Har du god tid, så lad det tørre længere. Det er dog vigtigt, at du tørrer kæden af, inden at du kører på din cykel. Hvor tit du smører kæden afhænger af sæson, vejr, olietype og rytteren. Nogle tjekker og smører deres kæde efter hver gang. Andre gør det måske hver anden uge eller en gang om måneden, mens andre kun gør det en gang eller to om året.

Husk at din kæde også skal rengøres en gang i mellem. Hvordan du gør det, kan du få svar på lige her.

Tilbage til Cykelblog Gå til webshop